Read more
Senecas breve til Lucilius indeholder både etisk teori og praktisk vejledning med udgangspunkt i stoisk filosofi, og han understreger, at begge dele adskiller sig fra hinanden, men er indbyrdes afhængige.
Brevene viser Senecas søgen efter etisk perfektion og udgør en slags filosofisk testamente for eftertiden. Seneca betragter filosofi som en balsam for livets sår. De destruktive lidenskaber, især vrede og sorg, skal udryddes eller modereres ved fornuftens hjælp. Han diskuterer de relative fordele ved både det kontemplative liv og det aktive liv, og han finder det vigtigt at acceptere sin egen dødelighed og være i stand til at kunne møde døden. Man skal være i stand til at praktisere fattigdom og til at bruge rigdom på en forsvarlig måde, og han skriver om velgerninger, venlighed, venskab og behovet for at gavne andre. Universet styres af et rationelt forsyn, og dette må ses i forening med evnen til accept af modgang.
Den foreliggende samling indeholder de overleverede 124 breve til Lucilius samt en afhandling om forsynet (De providentia) og udvalgte granskninger over naturen (Quæstiones naturales), ligeledes stilet til Lucilius.
About the author
Lucius Annæus Seneca blev født o. 4 f. Kr. i Cordova i den romerske provins Bætica i Spanien. Hans far var Lucius Annaeus Seneca den Ældre, en spanskfødt romersk ridder, der havde opnået berømmelse som forfatter og lærer i retorik i Rom. Senecas mor, Helvia, kom fra en fremtrædende bætisk familie. Seneca var den anden af tre brødre; de andre var Lucius Annaeus Novatus (senere kendt som Junius Gallio) og Annaeus Mela, far til digteren Lucan. Seneca døde ved selvmord 65 e. Kr.
